Kort om historicismen

Historicismen er en dansk stilperiode fra  1850 – 1930. Husene fra denne periode er de mest talrige, ældre huse i Danmark – og nogle af dem der er mest truede af ødelæggelser. Historicismen som  stilperiode er nemlig en af de mest udskældte stilarter, selv i sin samtid – hvor man beskyldte det for at være konditor- og kransekagearkitektur – primært på grund af al den ekstra pynt der blev lagt på bygningerne. Men historicismen var ikke kun pynt. I denne periode blev husene lysere, fik højere til loftet og adgangsforholdende blev væsentligt bedre. Det samme gjaldt for brand- og funderingsforhold. Man fik altså langt bedre huse end hvad man havde tidligere.

Men historicismen var tilbageskuende i sin grundform. Man tog udgangspunkt i tidligere tiders arkitektur, men gjorde gerne dekorationerne langt større end de tidligere havde været, og man kunne sagtens finde på at blande flere stilarter sammen i den samme bygning. Historicismen var direkte affødt af industrialiseringen, som gav nye muligheder inden for byggeriet. Nye materialer som støbejern, gips og cement kunne anvendes i byggeriet – især gips og cement blev flittigt brugt i historicismens huse.

De gamle stilarter

Man brugte som sagt i vid udstrækning de tidligere stilarter på kryds og tværs i historicismen. Men der var en form for mening med galskaben. Man tillagde stemninger til de tidligere tiders stilarter, sådan at hvor spisestuen der var et alvorligt rum, ofte blev udsmykket i middelalderlig gotisk stil, blev rygesalonen der var noget mere munter, udsmykket i fransk chateaux-stil. ‘

Det samme gjorde sig gældende i de “officielle bygninger” banker blev opført i Italiensk renæssance, fordi bankvæsenet blev opfundet i Italien. Kirkerne blev udført i Gotisk stil, efter de store middelalderlige katedraler rundt om i Europa.

De nye materialer og konstruktioner

De nye materialer industrialiseringen førte med sig, gav grundlag for historicismens byggeri. Murstenene blev mere ensartede, da man begyndte at lave maskinsten, frem for tidligere hvor man kun kunne lave håndstrøjne sten, der blev støbt i forme. Det blev også moderne at have blankt murværk, således at stenene kunne stes, frem for at blive kalket over som man gjorde tidligere. Faktisk blev det så moderne at man begyndte at fjerne kalklag fra især kirkerne, sådan at murværket blev synligt – på den måde blev var det også muligt at se alle de historiske lag, i bygningen, fordi hver enkelt tilbygning i kirken var opført i forskellige sten. Dette ser man især på mange af de mindre landsbykirker.

I historicismen blev det muligt at anvende cement. Materialet blev virkelig populært og stort set alle historicismens facadedekorationer er udført af dette. Cementen kunne ligeledes, når det blev blandet med grus, vand og sten og blev til beton, blive brugt i blandt andet sokler og gulve.
Et andet populært materiale til dekorationer var støbejern, der især blev brugt til vinduer (tag og stald), trapper, håndtag, gitre og væglamper. Det var relativt billigt at fremstille ting i støbejern og materialet var holdbart.

Endelig er der gipsstukken, som også findes i vores hus. Stuk i alle mulige former er forbundet med historicismens interiør. Tidligere udførte man stuk i kalkmørtel og på stedet. Da man begyndte at lave ren gipsstuk kunne stukken støbes i forme på værkstedet og derefter blive sat op i flere mindre dele. Det gjorde at stukken blev langt mere tilgængelig for folk at få i deres hjem.

Interiør og farver

Interiøret i historicismen var primært mørk og overlæssede med klodsede og tunge møbler. Væggene var næsten altid tapetserede med papirstapeter i mønstre og farver. Gardinerne var tunge og mørke, gulvene var også mørke og med flere løse gulvtæpper med mange frynser. Stilen omtales også ofte for “klunke-stilen”.
Farverne var markante i perioden. Væggene var ofte i kraftige farver, som blå, rød og grøn, eller i den mere afdæmpede skala gråblå og gammelrosa. Én ting var sikkert – hvide vægge fandets stort set ikke i de historicistiske hjem. Man brugte istedet hvidt på lofterne, dørene og paneler og indfatninger. Alternativt perlegrå eller mørk grå.

 

Historicismen bliver ikke særlig ofte omtalt som “god stil” – men måske netop derfor er det ekstra vigtigt at passe på de huse der er tilbage. Alt for mange er blevet ændret, ombygget eller fået fjernet vigtige detaljer i “den gode smags tjeneste” (eller i ganske almindelig uvidenhed) for vores eget hus gælder det f.eks. at det oprindelige skifertag er udstiftet til eternit og al farvesætning indvendigt er fjernet og istedet gjort hvidt.

Så pas på de historicistiske huse – de er også en del af vores historie!