Legeværelse
I vinteren fik legeværelset en overhaling. Det blev samtidig også det første rum, hvor vi har fået malet væggene i den farve vi gerne ville have dem. Frem for hvide flader som huset er købt med. Det er vores faste overbevisning, at huset er skabt til at have farve på væggene – i overensstemmelse med historicismens indretning. Dog tilpasser vi farverne til vores smag, frem for slavisk at følge en over 100 år gammel farveholdning.
Rummet som det var
Legeværelset er sammenhængende med stuen, hvor vi primært opholder os. Med en dreng på 3 år, der egentlig har værelse på 1. sal, er det rart med et rum i underetagen, der er dedikeret til legeværelse. På den måde har vi ikke (alt) for meget legetøj liggende i stuen og han er samtidig med der hvor vi er. Men et ene(barne)barn på 3 år, har ret meget legetøj og det har krævet noget at prøve at få bare lidt styr på det, samtidig med at der er plads til vores klaver side om side med tegnebord, legekøkken, udklædningstøj og (ret meget) Duplo.
Valg af farve
Hele værelset blev derfor tømt, og gjort klar til at blive malet. Vi havde for lang tid siden, besluttet os for at det skulle være støvet grønt, og vi bestilte derfor to farveprøver hjem af Aqualinum fra Linolie og Pigment, for at finde den rigtige for os.
Vi besluttede os for den øverste, “sølvgrøn” for at rummet ikke skulle blive for mørkt. Det er vigtigt at farven spiller sammen med den næste farve vi skal have valgt, nemlig til stuen – da dørene ind til legeværelset som regel står åbne. Det var samtidig vigtigt at farven kunne klare modspil af ret meget farvestrålende legetøj, og ikke mindst fungere når vi engang ikke skal have legeværelse derinde længere. Bevares, der skal nok males om til den tid – men hvis vi nu kan fortsætte med den samme farve, vil det da være nemmest. I samme ombæring som væggene, blev vindueskarmene også opfrisket med lidt hvid linoliemaling.
Malingen
Vi har valgt Aqualinum malingen, fordi det kommer fra et firma vi har tiltro til. Har nogle fantastiske farver og egenskaber – og ikke mindst er fri for alt mulig “skidt” som hverken er godt for os, eller vores hus.
Det er lidt anderledes at male med, og man skal lige finde ud af måden at arbejde med det på. I vores arbejde er der kommet lidt skønhedsfejl, men alt i alt er vi godt tilfredse med resultatet – og overfladen på de vægge er bare helt fantastisk!
Malingen rulles på, og har en god farvemætning og dækkeevne. Så selvom literprisen, er lidt højere end den mere konventionelle maling, så endte vi med faktisk ikke at bruge flere penge end hvad vi ellers ville have skulle gøre – samtidig med, at vi faktisk har en del til overs.
I disse tider, er det vist væsentligt at pointere at vi ikke har fået sponsoreret malingen – men at der slet og ret er tale om en anbefaling – uden økonomisk gevinst for os.
Møblerne
Valg af møbler til et børneværelse, der samtidig skal fungere i åben forbindelse med en stue. Viste sig at være en større udfordring, end jeg først lige havde regnet med. Mange børnemøbler er meget farvestrålende, eller meget billigt lavet/i udtrykket. Andre bliver mere design end funktion, men når man har meget legetøj der skal opbevares, så holder det ikke rigtig i længden.
Træt af at være nød til at vælge en IKEA løsning, som ikke var helt optimal, havde jeg trukket købet af møbler forholdsvis langt. Indtil jeg en dag tilfældig, faldt over en reklame på Instagram for Wood If.
Der var det helt rigtige match. Dansk design, bæredygtigt, pænt og ikke mindst – rent faktisk med plads til opbevaring. Vi bestilte derfor to reoler og et bord til at sidde og tegne ved. Det ubehandlede træ står ret flot op imod de grønne vægge.
Det færdige rum
Efter malerarbejde, tørretid og møbelsamling, blev det tid for at få flyttet legetøjet ind på værelset igen. Herunder er det færdige resultat. Her flere måneder efter, er vi stadig rigtig glade for det – og det fungerer bare super godt, både til når vi bare er os – og til når vi har besøg af andre børn. Der er også noget rart i, når dørene bare bliver lukket af ungerne og vi voksne kan sidde i rummet ved siden af og drikke vores kaffe og te.
Købmandsbutik i hjørnet. Stativ med udklædningstøj Møblerne fra Wood If, to reoler og et tegnebord Rummet igennem døren ind til stuen