Så er vi flyttet ind
December er ved at være gået og vi har boet i huset i 29 dage. Flyttekasserne er ved at være tømte og alt er stille og roligt ved at finde sin plads. Den sidste finish mangler stadig mange steder, men jul og en 1 årig (+ sygdom) har sat sin dæmper på det hele… Men det hjælper på det, og om et par dage kan vi fejre nytår i vores nye rammer.
Vi er stadig ved at “opdage huset” for et par dage siden opdagede jeg, på en tur med barnevognen, at der var fire tagvinduer men vi kunne kun finde tre indefra. Jeg var ved at tro at jeg var blevet tosset indtil Christian kom ind og sagde at den var god nok, men ikke om vi kunne begribe hvordan vi skulle komme ind til det 4. tagvindue. Vi blev enige om at det nok kun var sælgers (afdøde) mand der vidste det, og spekulationerne gik på hvad der mon kunne være derinde. Mit bud var (i årstidens ånd) at det var lige som Tage Andersens (fra Andersens julehemmelighed) kælder fyldt med julepynt. I går da jeg pakkede julepynten væk, fandt jeg så indgangen ind til det “mystiske rum” – godt skjult i træbeklædningen, for enden af en lille hems – og bare lukket af med to store stålsøm der lige skulle drejes til side.
Desværre var det ikke så spændende, men dog et fint loftsrum, der med lidt arbejde (og en vis mængde træ) fint kan bruges til opbevaring af netop julepynt. Så fortællingen var måske ikke så spændende, men et meget godt billede på hvordan opdagelserne har været mange omend karakteren af dem har været lav (de fleste er: “nårh – her har så været en dør engang”) – vi kan ikke finde de oprindelige bygningstegninger, men stille og roligt viser huset selv sin oprindelige plan for os. Vi har ikke planer om at ændre planløsningen, men det er ret spændende at finde ud af hvordan tingene har hængt sammen og overveje hvorvidt vi kan bruge det fremadrettet.
De nærmeste planer er at få fyldt væggene med pollyfilla (i de mange, mange, mange huller sælger har efterladt til os) og plettet de værste skrammer. Den gennemgribende maling venter til vi lige har besluttet os til hvilke farver vi skal have hvor, om der skal være tapet, om gulvet og dørene skal males osv. (det er belvet så allestedsnærværende for os, at da vi sad og så “kender du typen” den anden aften, lagde vi knap mærke til pointquizzer og livsstilsfortællinger, men bare sad og snakkede om hvilke vægfarver der var i lejligheden og hvor smukt det passede til stukken.) Melerarbejdet bliver nok kun ét rum ad gangen når vi først går igang. Især det første – for lige at afprøve hvad der virker og hvad der ikke virker for os.
Med ønsket om en glædelig jul og et godt nytår her fra Bvar – vi ses i det nye år.