Scania fabrikken i Randers
For et par uger siden var jeg med mit arbejde på besøg i den gamle Scandia fabrik i Randers. Nu er området nok bedst kendt som “Sporbyen” der er et spændende projekt som for nyligt for alvor er igangsat med de første byggerier. Projektet går ud på at aktivere området for den gamle togfabrik til at være en attraktiv ny bydel. Der er ved at blive bygget nye boliger, der er planer om en restaurant i gamle Scandia togvogne og nogle af de gamle fabriksbygninger skal bevares og udnyttes til nye formål.
En af de gamle fabrikshaller
Jeg må krybe til korset og indrømme at jeg ikke ved så meget om bygningerne, men jeg er dybt fascineret af industriarkitekturen fra en tid hvor der ikke “bare” var tale om elementbyggerier der blev smækket op. Selvom jeg hverken er ingeniør eller konstruktør synes jeg der er noget ret fantastisk over den ærlige arkitektur, hvor konstruktionerne ikke bliver pakket ind men fremgår tydeligt i bygningen.
Hvis bygningen i øvrigt virker bekendt for nogen, så er det den DR har brugt til at optage programmerne om maddyst for familier.
Bygningen udefra
Et andet sted i området hvor den ærlige konstruktion gør sig gældende er i den noget nyere bygning med en 100 m lang smøregrav. Her er konstruktionen ikke bare synlig, men fremhævet ved at være blevet malet rød
Smøregrav og røde konstruktioner
Bygningen er noget nyere end den forrige og det er meningen at en stor del af den skal ombygges til parkeringshus. Delen her med smøregraven skal dog fjernes. Planen er at bibeholde de røde konstruktioner og lade dem stå som en slags landskabselementer i området.
På den ene side et lidt “pjattet” indslag fordi konstruktionerne kommer til at stå uden en egentlig funktion. På den anden side er det en ret fin måde at bevare historien på, når nu bygningen ikke rigtig kan bruges til noget og alternativerne er forfald eller fuldstændig nedrivning.
Bygningerne der afgrænser området mod vejen
Jeg er så forelsket i industriarkitekturen at jeg ville ønske at bygningerne bare kunne få lov til at stå i deres rå form. Men jeg er også realistisk og ved at ingen bevaring uden benyttelse er altafgørende. Derfor ser jeg frem til at følge med i hvad der sker med de gamle bygninger (flere af dem er heldigvis bevaringsværdige og skal blive stående.) og indtil da, må jeg bare huske at nyde dem så længe de står uombygget.
De gamle togvogne der skal ombygges til restaurant i stil med Orient ekspressen.