Masseovnen
En af de ting vi havde drømt om i mange mange år, var når vi engang fik et hus at få en masseovn. Så det var jo næsten givet da vi fandt huset at det skulle være vores, fordi de tidligere ejere allerede havde fået bygget sådan en.
Princippet i en masseovn
En masseovn er en energieffektiv opvarmningskilde, der er en helt særlig opbygning med en kerne af ildfaste sten og røgkanaler og en “ydermur” af mursten eller lersten. På grund af masseovnens opbygning, udnytter den energien fra det træ der fyres med til det optimale. Der sker derfor en væsentlig mere effektiv forbrænding, og varmen ophobes i murstenene som så stille og roligt står og afgiver varme hen over dagen.
Til masseovnen skal der, modsat en traditionel brændeovn, bruges en kort og effektiv forbrænding af træet, skal der bruges hurtigt brændende træ – helst nåletræ. Hvilket giver en ekstra bonus – det er nemlig billigst i indkøb.
Vi tænder op i vores masseovn én gang i døgnet i fyringssæsonen og 24 timer efter når vi laver næste fyring. Er ovnen stadig lun udvendigt og inde.
Placeringen af masseovnen
En masseovn er naturligvis mest effektiv, hvis huset er lavet til at blive opvarmet af denne. I de tilfælde vil man placere masseovnen centralt, så varmen kan nå ud til alle rum. Med den rette ovn og den rigtige placering, vil den kunne fungere som husets eneste varmekilde.
Det er desværre ikke tilfældet for os, vores hus er opført med 2 skorstene det det primære hus. Masseovnen er tilsluttet den ene (den eneste der er i brug nu) og placeret lige op ad denne – på den måde er der sikret bedst muligt imod varmetab. Husets udformning og ovnens placering, gør at ovnens varme ikke kan nå ind i vores spisestue, kontor og overtage og naturligvis slet ikke ned i sidebygningen. Vores masseovn er derfor et supplement til fjernvarmen, men det er vores primære opvarmning i de rum vi bruger mest: Køkken, dagligstue, spiseplads og legeværelse.
Brug af masseovnen
Optænding og forbrænding af en masseovn er på ingen måde som en almindelig brændeovn. Så selvom vi har været brændeovnsbrugere i en del år – og har ganske godt styr på dette. Valgte vi inden vi flyttede ind i huset, at få et kursus i masseovn. Vi kontaktede ganske enkelt en ovnsætter og fik herfra en times forklaring og demonstration af hvordan man brugte den bedst muligt.
Forbrændingen skal være hurtig og effektiv med mange flammer – hvor man i en almindelig brændeovn oftest vil gå efter at lade træet ligge og gløde frem for at flamme op. Masseovnens opbygning der sikrer enormt meget træk hjælper naturligvis til denne forbrænding.
I foråret fik ovnen et eftersyn og lidt “kærlighed” af en ovnsætter. Vi har ikke kunne finde frem til ham der har bygget den, men har fået en god kontakt i en anden. Ovnen fik en ny sten som ligger inde i ovnrummet og laver barrierer mellem lågen og brændet. Stenen kan også bruges til at regulere luften med, samt en ny tætningsliste rundt langs ovnlågen. Derudover købte vi en spand maling til at shine ovnen op. Den var ved at trænge til en overhaling.
Vi er så glade for vores ovn, den giver en god og tør varme, med et stort udbytte for en forholdsvis lille indsats og er derudover et hyggeligt element i vores hus.
Vores ovn er en ret lille ovn, hvilket sikkert hænger sammen med placeringen af den, der har ikke været meget plads at give af da man skulle have den bygget op. Andre masseovne er opbygget med brødovne (som jeg ville ønske vores havde) og bænke. Nogle er endda udstyret med vandrør og sikrer på den måde varmt vand til huset. Masseovnen er et stort element at placere i sit hus, så det kræver omtanke at passe den ind, men med den rette placering og en gennemtænkt udformning, kan den virkelig være et aktiv til ret mange hjem.